Center Danmark sætter navn på direktør

Danmarks nationale forskningscenter for grøn omstilling, Center Danmark, har ansat Søren Bording som direktør. Han kommer fra en stilling som Loads and Control director i Vestas.

8. maj 2019

Det bliver den 39-årige Søren Skov Bording, der sætter sig i chefstolen for Danmarks nationale
forskningscenter for grøn omstilling, Center Danmark. Søren Bording kommer fra en stilling som
Loads & Control director i Vestas og har derfor et godt blik for det overordnede grønne fællesskab,
som det nye center skal styrke:

”Det bliver ekstremt spændende at starte samarbejde med de forskellige partnere i Center
Danmark. Sam men skal vi koble ny forskning og teknologi med innovative forretningsmodeller og løsninger i energinettet,” siger den nyslåede direktør.

Centret, der endnu ikke har en fysisk ramme, er et samarbejde mellem EWII, Energinet, Thorsen
Invest, samt de fire universiteter Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aalborg Universitet,
Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Det kommer til at fungere som samlingssted for viden,
der kan fremme Danmarks grønne omstilling. Målsætningen er at opbygge et ”energiens Silicon
Valley”:

”Med Center Danmark udbygger vi Danmarks position som foregangsland på den grønne
omstilling. Jeg forventer, at vi i Center Danmark vil udvikle en banebrydende digital platform, og
blive et hotspot internationalt for nye intelligente løsninger,” siger Søren Bording.

Formand for Center Danmark Fonden og administrerende direktør hos EWII, Lars Bonderup Bjørn, glæder sig over, at det er lykkes at finde den helt rette mand til jobbet:

”Det er vigtigt, at direktøren for Center Danmark har kendskab til energisystemer, solid erfaring
med grøn energi samt en god forståelse af IT som samfundsmæssig infrastruktur. Det er de
kriterier, vi har lagt vægt på ved ansættelsen, og som vi nu har fået indfriet. Vi er meget glade,”
siger Lars Bonderup Bjørn.

For nyligt valgte Innovationsfonden at tildele Center Danmark 30 millioner kroner øremærket til det
fire-årige forskningsprojekt ”Flexible Energy Denmark” – FED. Projektet fokuserer på at udvikle løsninger til omstilling af vores nuværende forsyning til en fremtidig grøn energiforsyning – for eksempel ved
at fokusere på bedre udnyttelse af digitale data i elforbruget. Projektet bliver en af de første, større
opgaver som centret skal varetage.

Søren Skov Bording tiltræder som direktør for Center Danmark d. 1. juni 2019.

Om Center Danmark
Center Danmark er grundlagt i 2018 af EWII, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og initiativtager og forretningsmand Henrik Thorsen.

Det fungerer som en selvstændig, selvejende virksomhed med det hovedformål at etablere rammer for fremme af forskning, udvikling, test og demonstration i forbindelse med omstillingen til et fossilfrit, grønt samfund, samt at understøtte grøn innovation.

Center Danmark har i dag 12 partnere, der favner både kommuner, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder.

Kontakt

Hanne Kokkegaard  

hanko@dtu.dk
Copyright © 2019 | Smart Cities Accelerator
Article location: https://smartcitiesaccelerator.eu/center-danmark-saetter-navn-paa-direktoer/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Populære artikler

Open Call: Fremløbstemperatur skal sænkes

Smart Cities Accelerator og Climate-KIC inviterer til Open Innovation Call målrettet mod, hvordan fjernvarmeselskaberne kan opnå en lavere fremløbstemperatur uden at påvirke slutbrugeren negativt og dermed undgå en stigning i antallet af klager. Et centralt aspekt i dette Open Call er at finde incitamenter for slutbrugeren til at overholde en lavere fremløbstemperatur. Det bør helst være en win-win-situation.

NorthQ vandt Open Innovation Day

Vinderen af den åbne innovations-konkurrence, arrangereret af Smart Cities Accelerator, blev firmaet NorthQ med Christian Von Scholten i spidsen. Virksomheden arbejder med blandt andet måling af gas, vand og varmeforbrug. I alt deltog fem skarpe firmaer med nye innovative idéer, der kan være med til at sikre bedre indeklima via intelligent måling, data og smarte systemer.