Grøn omstilling I Høje-Taastrup Kommune

I april måned havde Borgerskolen emneuge med fokus på bæredygtighed. Det indebar også et åbent hus, hvor eleverne præsenterede deres projekter om fx madspild og skraldekunst. Emneugen er et led i projektet ”Smart City Accelerator”, som i de kommende år skal være med til at skabe en mere grøn hverdag på Borgerskolen, Sengeløse Skole og Fløng Skole.

Torsdag den 23. april viste eleverne på Borgerskolen deres arbejde frem for alle interesserede. De havde arbejdet med bæredygtighed hele ugen, og netop temaerne bæredygtighed og klimavenlighed skal integreres i dagligdagen på Borgerskolen, Sengeløse Skole og Fløng Skole.

DTU havde sat en kondicykel op, som kunne generere strøm og gulvvarme til en lille lejlighed. Udfordringen bestod i at ”beboerne” skulle tænde og slukke for lys og varme, og så skulle ”kraftværket” tilpasse strømtilførslen.

Til åbent hus blev der bl.a. solgt hjemmelavede postkort af selvfremstillet genbrugspapir, og derudover havde årgangene arbejdet med forskellige opgaver i løbet af ugen.

Udskolingen havde været rundt til forskellige forretningers containere for at finde madvarer, som butikkerne havde kasseret. Efterfølgende blev der serveret et måltid bestående af mad, hvis udløbsdato var diskutabel, men ikke fordærvet.

Mellemtrinnets elever var modige og smagte med en blanding af frygt og fornøjelse på mad med insekter.

Indskolingen byggede en hel by af affaldsmaterialer som fx togvogne af mælkekartoner.

 

En del af noget større

DTU, Københavns Universitet og Klimasekretariatet fra Høje-Taastrup Kommune deltog også for at sætte fokus på projektet ”Smart City Accelerator”, som i de kommende år skal præge de tre skoler.

Projektet arbejder med at koble smarte teknologier sammen med adfærd og læring i elevernes hverdag. Det overordnede mål med projektet er at omstille til mere vedvarende energi, og det er en proces, som skolerne og eleverne er vigtige medspillere i. Gennem sjove ”hands-on” aktiviteter og læring får eleverne et fundament af indsigt og kompetencer, der motiverer dem til at fortsætte indsatsen for en bæredygtig omstilling.

Forbedring af indeklima og minimering af el-, vand- og varmeforbrug er også en del af projektet. Forbruget bliver målt og inddraget i undervisningen løbende. ”Smart City Accelerator” er delvist finansieret gennem EU og er et samarbejde mellem universiteter, kommuner og private aktører på tværs af Region Hovedstaden og Skåne.

 

Stærkt fokus på bæredygtig omstilling

Emneugen på Borgerskolen og ”Smart City Accelerator” understøtter kommunens stærke fokus på bæredygtig omstilling og er forankret i udviklingsprojektet Grøn Generation. Formålet med udviklingsprojektet er bl.a. at understøtte elevernes kompetencer inden for kritisk tænkning, evnen til at forestille sig fremtidige scenarier og træffe kompetente beslutninger i samarbejde med andre.

Ved indgangen til Borgerskolen kan man se det Grønne Flag, som signalerer, at skolen har arbejdet aktivt med bæredygtig udvikling. På sigt er det planen, at flere skoler i Høje-Taastrup Kommune skal have det Grønne Flag.

Kontakt

Morten Koed Rasmussen   Klimamedarbejder  ved Høje-Taastrup Kommune, Teknik- og Miljøcenter

+ 45 43591223
MortenRa@htk.dk
Copyright © 2018 | Smart Cities Accelerator
Article location: https://smartcitiesaccelerator.eu/gron-omstilling-i-hoje-taastrup-kommune/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Populære artikler

Nyt Open Call: Gør skolers indeklima bedre

Et nyt Open Innovation Call under Smart Cities Accelerator og Climate KIC Nordic, gør det muligt for virksomheder at udvikle smarte indeklimasystemer på danske skoler. Teknik og energi-interesserede ildsjæle får nu chancen for at komme ind på scenen for energieffektivitet og demonstrere evnerne til at udvikle smarte, intelligente energiløsninger, der kan anvendes i offentlige bygninger. Deadline for ansøgning er 30. april 2018.