Øresundssamarbejde fortsætter den grønne omstilling af byer og energismarte bygninger

Publiceret: 16. februar 2021 – (opdateret 26. oktober 2021)

Hørsholm Kommune er i efteråret 2021 trådt ud af SCA+ på grund af mangel på tid. Derfor er antallet af partnere rettet til 10 – og antal kommuner er nu fire.

Sammen med et forsyningsselskab fortsætter kommuner, boligforeninger og universiteter udbygningen af vedvarende energi og udviklingen af energiløsninger til gavn for borgere, byer og virksomheder på begge sider af Øresund.

De 10 partnere i Smart Cities Accelerator+ (SCA+) er støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling for Öresund-Kattegat-Skagerrak. Frem mod efteråret 2022 skal partnerne udvikle skalérbare modeller og metoder til at undgå spidsbelastningsperioder i el- og varmeproduktionen og til at gøre energiforbruget i bygninger så effektivt som muligt.

Mange og forskelligartede partnere skal skabe nye synergier og løsninger
SCA+ bygger videre på erfaringerne fra det forudgående SCA-samarbejde, og flere af partnerne er derfor gengangere samtidig med, at flere nye er kommet til. Tilsammen udgør de et bredt og dedikeret tværfagligt netværk på tværs af Øresund og tæller visionære byplanlæggere, ledende forskere i databaserede energisystemer, driftsfolk fra almene boligselskaber, distributører af energi til både bygninger, transport og borgere samt kommunale klimaplanlæggere.

”For at indfri de ambitiøse svenske og danske klimamålsætninger og omlægge samfundet til vedvarende energi, er der behov for, at vi arbejder sammen på tværs af sektorer og brancher, kommune- og landegrænser. Vi kan lære meget af at samarbejde på tværs, og vi kan hurtigere skalere og kommercialisere løsninger, vi finder frem til i fællesskab. Og det har vi brug.”, forklarer Nette Kirkegaard, der er projektleder for SCA+.

Energidata og energifællesskaber
Målet er at skabe fleksible, smarte energisystemer, der reducerer spidslastningsperioder i produktionen, fremmer vedvarende energikilder og et effektivt forbrug i bygninger. Det kræver samspil og viden om energiproduktion og distribution, energifordeling og lagring og effektivitet.

Kommuner og boligselskabet KAB vil sammen med forskerne fra DTU og Lunds Universitet bruge anonymiserede energi- og indeklimadata til identificere hvilke bygninger, der bør renoveres. Data virker som et slags røntgenbillede.

Tilsvarende vil datadrevne modeller, hvor man planlægger energibehovet ud fra forecast, fx forskellige lokale vejrudsigter, være med til at sikre optimal opvarmning i fjernvarmen.

Borgerdrevne energifællesskaber har en central rolle
Mange kommuner oplever i disse år, at omlægningen fra naturgas og oliefyr kræver alternative løsninger i eksisterende eller nye boligområder, der ligger for langt fra fjernvarmenettet. SCA+ vil undersøge, hvordan såkaldte energifællesskaber, hvor borgerne fx sætter solceller og varmepumper op og deler energien med hinanden eller sælger strøm til det omkringliggende elnet, kan være en løsning i disse områder.

Kort om SCA+
Arbejdet i SCA+ er koncentreret omkring fire hovedemner:

  • Værktøjer til kommunal energiplanlægning for udvikling af eksisterende og nye byområder
  • Metoder til at levere og anvende vedvarende energi mere fleksibelt og effektivt på bygnings- og områdeniveau
  • Datadrevne værktøjer til at sikre helhedsorienteret, energieffektiv og indeklimaoptimal bygningsrenovering
  • Metoder til aktivt at engagere borgere i den grønne energiomstilling

Partnere

  • E.ON Energilösningar (SE)
  • E.ON Energidistribution (SE)
  • DTU – DTU Compute og DTU Byg (DK)
  • Lunds Universitet (SE)
  • Sustainable Business Hub (SE)
  • Høje-Taastrup Kommune (DK)
  • Lyngby-Taarbæk Kommune (DK)
  • Københavns Kommune (DK)
  • Malmø stad (SE)
  • KAB – Københavns Almene Boliger (DK)

Projektperiode: 1. december 2020 – 30. september 2022.
Samlet budget: ca. 2,4 mio. euro heraf 1,1 mio. euro fra EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak
Følg Smart Cities Accelerator+ på Twitter og LinkedIn: https://twitter.com/SmartCitiesAcc og https://www.linkedin.com/company/smart-cities-accelerator/

Kontakt:
Nette Kirkegaard
Projektleder for SCA+, Høje-Taastrup Kommune netteje@htk.dk
M: +45 2980 1808

Per-John Wik
Projektleder, Sustainable Business Hub
per-johan.wik@sbhub.se
M: +46 (0)7343 87455

Hent pressemeddelelsen som pdf