Webinar om høje energipriser: Lyngby-Taarbæk hjælper borgerne

Kommunen vil gennem energiprojektet Smart Cities Accelerator+ have borgerne til at tænke mere grønt i deres varmeforsyning.

Publiceret 24. februar 2022

Er du også træt af høje energipriser, og vil du være med til at passe på klimaet? Lyngby-Taarbæk Kommune inviterer nu borgerne til gratis webinar to gange i marts, hvor kommunen sammen med Energistyrelsens særlige indsatsområde Sparenergi.dk blandt andet vil have borgerne til at overveje deres nuværende varmeforsyning.

Det gælder især borgere, der bor i kommunens udkantsområder og i dag varmer op med naturgas eller olie, og derfor bliver særlig ramt af de historiske høje energipriser. Borgerne skal i de kommende år skifte varmeforsyning, eftersom fossile brændsler skal udfases som led i den grønne omstilling.

”De høje energipriser gør, at vi får rigtig mange borgerhenvendelser. Med de planlagte webinarer får borgerne gode råd til, hvad de selv kan gøre for at sænke deres energiforbrug og -udgifter. Men det er også en del af mobiliseringen af interessen hos de borgere, vi gerne vil involvere i potentielle fælles varmeløsninger i kommunens udkantsområder.”

Det fortæller Jakob Jespersen, klimakoordinator i Lyngby-Taarbæk Kommune og projektleder for kommunens deltagelse i det EU-støttede dansk/svenske energiprojekt Smart Cities Accelerator+.

Lokale fælles varmeløsninger
Gennem projektet undersøger kommunen netop nu mulighederne for lokale varmeløsninger i enkelte områder, som ligger langt fra det nuværende fjernvarmenet, og som må forvente at vente længe på at få fjernvarme.

I stedet håber kommunen, at borgerne vil kunne blive tilbudt at koble sig på en fælles varmeløsning, f.eks. en stor søvand-varmepumpe, der trækker energi fra vandet. 

 ”Det vil være en god løsning for både miljøet, borgerne og varmeselskaberne”, siger Jakob Jespersen.

De to webinarer om høje energipriser finder sted torsdag den 3. marts og onsdag den 9. marts, begge dage mellem klokken 19 og 20. Læs mere https://baeredygtighed.ltk.dk/gratis-webinar-om-energibesparelser

Deltagelse kræver tilmelding.

Webinarerne er en del af kommunens indsats for at blive CO2-neutral i 2050 og understøttes blandt andet af Interreg-projektet ”Smart City Accelerator+”